Esbjerg mod nye mål
Esbjerg mod nye mål
Bordtennis: To tidligere danske mestre fra Esbjerg er med, når byens
bedste mandlige batsvingere spiller to udekampe i kommende weekend
Efter at Esbjerg til denne sæson valgte at trække sit hold fra landets
bedste række, er flere af klubbens spillere af egen avl blomstret op i den
næstbedste række, hvor holdet har lagt ud med to sejre, én uafgjort og ét
nederlag til topholdet fra Kvik Næstved.
I weekenden gælder det så to udekampe mod henholdsvis Team Vendia fra
Brønderslev og Århus BTK.
”Vi skal selvfølgelig have to sejre”, udtaler formand Allan Matthiesen,
der selv spiller på holdet, hvor man også finder Kim Andersen, samt
Esbjergs to ”gamle” drenge Kim Jensen og Rhod Jepsen, der efter i flere år
at have boet og arbejdet på Sjælland er vendt tilbage til barndomsklubben,
hvilket passer dem helt fint.
”Det er helt kanon, at være tilbage i klubben, hvor det hele startede”,
siger Rhod Jepsen, der lige som Kim Jensen var med til at vinde det danske
mesterskab med Esbjerg tilbage i 1989. Esbjerg vandt også titlen i 1991,
men det var uden Kim Jensen.
De to Esbjerg-spillere har begge vundet præcis halvdelen af deres indtil
nu hver 12 singlekampe i rækken. ”Det kan da godt være, at vi har en
indbyrdes konkurrence på holdet”, griner Rhod Jepsen, som i øvrigt var den
første danske bordtennisspiller, der vandt en medalje ved et EM eller VM.
Det skete i 1988, da Rhod vandt EM-sølv i drenge double sammen med en tysk
makker.
Søndag den 9. december kl. 14.00 regner holdet med fuld opbakning fra
såvel trofaste som nye tilskuere, når man på hjemmebane på Skanderborgvej
10 spiller årets sidste kamp mod Team Nørreå.
Andenholdet også i kamp
På lørdag spiller Esbjergs andethold i 2. division en udekamp mod
Skalborg. På holdet er Mikkel Jørgensen, Dennis Lauridsen, Laurids
Jørgensen og den yngre Kim Jensen.