Esbjerg Bord-Tennis Klub

EBTK på 2.pladsen

Esbjerg vandt over DM-favoritterne

 

Bordtennis: Esbjerg overraskede i mændenes elitedivision, da holdet vandt med solide 6-2 på udebane mod DM favoritterne fra Køge Bugt

 

Esbjergs bedste mandlige batsvingere vandt den femte sejr på stribe, da det lørdag lykkedes holdet at levere en stor overraskelse ved at vinde på udebane over DM-favoritterne fra Køge Bugt, der stillede op med tre svenskere på holdet, samt DM bronzevinderen i herresingle fra i fjor Claus Rasmussen som fjerde mand. Absolut et skræmmende mandskab, men Esbjerg havde også et trumfkort på hånden, da kinesiske Wang Wen Jie atter var med på holdet.

 

Esbjerg chokstartede ved at bringe sig foran med 4-0 efter de første fire singler i holdkampen. Wang Wen Jie lagde ud med at vinde med 3-0 i sæt over rækkens indtil da ubesejrede svensker Fredrik Nilsson. Mads-Peter Jannings fulgte op med 3-1 sætsejr over Magnus Petersson, inden de ca. 100 tilskuere i Køge var vidne til et sandt drama.

Carsten Egeholt havde efter forrygende spil spillet sig frem til seks matchbolde mod svenske Joakim Andersson, da han førte med 2-0 i sæt (11-4 og 11-7) samt med 10-4 i tredje sæt. Svenskeren satsede hele butikken med det resultat til følge, at han vandt otte bolde på stribe og sikrede sig sættet med 12-10. Det rystede tilsyneladende Egeholt, der efterfølgende kom bagud med 9-0 i fjerde sæt og altså tabte 17 bolde på stribe, inden svenskeren lavede en servefejl. Sættet sluttede 11-5 og kampen skulle derfor afgøres i et 5.- og afgørende sæt. Her var det stadig svenskeren som var ovenpå, men trods svensk føring på 7-5, så lykkedes det alligevel Egeholt at finde det gode spil fra kampens start frem og sikre sig sejren med 11-8. ”Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde før har tabt 17 bolde i træk”, sagde en trods alt fornøjet Egeholt efter kampen.

 

Ung og uimponeret 

På nabobordet havde 17-årige Rasmus Klein-Døssing bragt sig foran med 2-1 i sæt mod Claus Rasmussen, da han netop havde vundet tredje sæt, hvor han ellers var bagud med 10-8. Claus Rasmussen tog dog fjerde sæt med 11-7 og førte med både 6-1 og 9-6 i afgørende sæt, men formåede ikke at lukke kampen. Rasmus Klein-Døssing fik på ny vendt kampen til egen fordel, da han med meget stærkt spil vandt med 12-10 efter at have overlevet en matchbold ved stillingen 9-10.

 


Fra venstre: Rasmus, Wang, Carsten, Mads-Peter og Søren

De forkerte vandt 

Esbjerg var dermed foran 4-0 inden doublerne. Her satsede esbjergenserne på, at Wang Wen Jie og Mads-Peter Jannings sammen kunne sikre Esbjerg den ene doublesejr, mens forventninger til Carsten Egeholt og Søren Andersen, som denne dag var sat ind i double, ikke var store.

 

Wang og Mads-Peter skuffede ved at tabe klart med 0-3 i sæt til svenskerne Fredrik Nilsson og Magnus Petersson, mens Carsten Egeholt og Søren Anderssen vandt i fem sæt over Joakim Andersson og Claus Rasmussen. Dermed var stillingen 5-1 til Esbjerg.

Carsten Egeholt kom der efter godt fra start ved at vinde første sæt mod Fredrik Nilsson, som dog sikrede sig sejren ved at vinde de næste tre sæt.

 

Dermed var det Wang Wen Jies tur til at forsøge sig mod sin daglige holdkammerat i Sverige Joakim Andersson. Wang svigtede ikke sine vestjyske holdkammerater, da han vandt med 3-1 i sæt og dermed sikrede Esbjerg en samlet sejr på hele 6-2.

 

Esbjerg op på 2. pladsen 

Med sejren rykkede Esbjerg op på den vigtige andenplads, som efter grundspillet giver direkte adgang til semifinalerne inden playoff-kampene om DM-guldet. Grundspillets nr. 3-6 skal ud i playoff-kvartfinaler.

 

Esbjerg har nu samme antal point som Køge Bugt, men en bedre kampscore. Det kan dog blive svært for vestjyderne at holde denne placering, da holdet har et svært program i de sidste tre kampe, som dog alle spilles på hjemmebane bl.a. mod de danske mestre fra Brønderslev.

Allerede på fredag den 26. januar kl. 19.00 kommer Virum/Sorgenfri på besøg.

  

Kampen i tal

Lørdag den 20. januar 2007, kl. 14.00 på Hastrupskolen i Køge

 

Fredrik Nilsson – Wang Wen Jie, 0-3 (7-11, 9-11, 2-11).

Magnus Petersson - Mads-Peter Jannings , 1-3 (8-11, 11-6, 6-11, 3-11).

Joakim Andersson - Carsten Egeholt, 2-3 (7-11, 4-11, 12-10 (4-10), 11-5 (9-0), 8-11 (7-5)).

Claus Rasmussen - Rasmus Klein-Døssing, 2-3 (11-5, 5-11, 10-12 (10-8), 11-7, 10-12 (9-6)).

F. Nilsson/M. Petersson – Wang/Jannings, 3-0 (11-7, 11-7, 11-4).

J. Andersson/C. Rasmussen - Egeholt/Søren Andersen, 2-3 (7-11, 11-7, 9-11, 11-9, 5-11).

Fredrik Nilsson - Carsten Egeholt, 3-1 (6-11, 11-4, 11-6, 11-6).

Joakim Andersson – Wang Wen Jie, 1-3 (8-11, 7-11, 11-2, 10-12).

Køge Bugt-Esbjerg 2-6